Hvordan opstår de forskellige tilknytningsmønstre?

Som psykoterapeut arbejder jeg ofte med mennesker, der oplever udfordringer i deres relationer – både til sig selv og andre. En vigtig nøgle til at forstå, hvordan vi relaterer os til andre, findes i tilknytningsteorien, som blev udviklet af den britiske psykolog John Bowlby i midten af det 20. århundrede. Tilknytningsteorien beskæftiger sig med de emotionelle bånd, vi danner til vores omsorgspersoner som små børn, og hvordan disse tidlige erfaringer kan forme vores måde at relaterer os på senere i livet.

Tilknytning er en biologisk drevet proces, der hjælper barnet med at føle sig trygt og beskyttet. Gennem tilknytningen udvikler barnet en indre arbejdsmodel for, hvordan relationer fungerer – og hvordan det kan føle sig elsket og trygt. I det følgende vil jeg forklare, hvordan de forskellige tilknytningsmønstre opstår og hvordan de kan præge vores voksenliv.

De fire primære tilknytningsmønstre

Tilknytningsteorien identificerer fire hovedtyper af tilknytningsmønstre: sikker, undgående, ambivalent og desorganiseret tilknytning. Hver type er et resultat af de oplevelser, barnet har med sine primære omsorgspersoner.

1. Sikker tilknytning

Børn med en sikker tilknytning er trygge i deres forhold til deres forældre. De ved, at deres omsorgspersoner vil være der for dem, når de har brug for støtte eller trøst. Denne tilknytning opstår, når forældrene er opmærksomme på barnets behov og reagerer på dem på en konsekvent og kærlig måde. Et barn med sikker tilknytning føler sig trygt nok til at udforske verden, da det ved, at det kan vende tilbage til forælderen for trøst, hvis der opstår noget skræmmende eller udfordrende.

Denne type tilknytning danner grundlaget for positive relationer i voksenlivet. Personer med en sikker tilknytning har tendens til at have sunde relationer, hvor de føler sig trygge og kan udtrykke deres behov åbent.

2. Undgående tilknytning

Børn med en undgående tilknytning lærer at undertrykke deres følelser og behov. Dette sker, når forældrene ikke er opmærksomme på barnets behov, eller måske endda ignorerer dem. Barnet lærer hurtigt, at det ikke kan stole på, at sine behov bliver mødt, og derfor begynder det at vise mindre behov for trøst eller nærhed. Det bliver mere selvstændigt og undgår at vise følelser, for at undgå at blive skuffet.

Som voksne kan personer med en undgående tilknytning have svært ved at åbne op følelsesmæssigt i relationer. De har ofte svært ved at stole på andre og kan blive emotionelt distancerede i intime forhold. De kan også have en tendens til at afvise andres hjælp eller støtte.

3. Ambivalent tilknytning

Børn med en ambivalent tilknytning oplever, at deres omsorgspersoner er inkonsekvente i deres reaktioner. Nogle gange er forældrene opmærksomme og tilgængelige, mens de andre gange er fraværende eller afvisende. Dette skaber usikkerhed hos barnet, der ikke ved, hvad det kan forvente. Barnet bliver ofte klæbrigt og afhængigt af forældrene, og reagerer med angst, når de er adskilt fra dem.

Voksne med en ambivalent tilknytning kan have tendens til at være usikre i deres relationer, da de er bange for at blive forladt eller afvist. De kan ofte søge konstant bekræftelse fra deres partnere og have svært ved at stole på, at deres behov bliver mødt.

4. Desorganiseret tilknytning

Børn med desorganiseret tilknytning er ofte i en tilstand af forvirring eller angst, når de er sammen med deres omsorgspersoner. Dette mønster opstår ofte i situationer, hvor forælderen selv er traumatiseret eller uforudsigelig – for eksempel i tilfælde af misbrug eller alvorlig psykisk sygdom. Barnet kan ikke finde en konsekvent måde at håndtere forholdet på, og oplever stor indre konflikt, da forælderen både er kilden til trøst og skræk.

Voksne med desorganiseret tilknytning kan have meget udfordrende relationer. De kan føle sig splittede og ofte kæmpe med at navigere i deres følelser, hvilket kan føre til konflikter og misforståelser i deres forhold.

Hvordan opstår tilknytningsmønstrene?

Tilknytningsmønstrene opstår ikke i et vakuum, men som et resultat af samspillet mellem barnet og dets omsorgspersoner. Hvis forældrene reagerer på barnets behov på en kærlig og konsekvent måde, skaber det et fundament for en sikker tilknytning. Hvis forældrene derimod er inkonsekvente eller fysiske eller emotionelt fraværende, kan barnet udvikle undgående eller ambivalente mønstre. I de mest ekstreme tilfælde, hvor der er fysiske eller følelsesmæssige overgreb, kan barnet udvikle desorganiseret tilknytning.

Tilknytningsmønstrene er ikke endegyldige. Gennem terapi og bevidst arbejde med relationer kan det være muligt at ændre på et uhensigtsmæssigt tilknytningsmønster og udvikle mere sikre og sunde måder at relatere sig på. Det er netop her, at psykoterapi kan spille en central rolle i at hjælpe mennesker med at forstå og bearbejde de mønstre, der kan hæmme dem i deres relationer.

At blive bevidst om sit eget tilknytningsmønster kan være et vigtigt skridt mod personlig vækst og bedre relationer. Det er muligt at skabe nye, positive relationer – både til sig selv og til andre – uanset hvilke mønstre man måtte have med sig fra barndommen.